I flere år har jeg - og ikke mindst Lasse, yngstebarnet, samlet tiere og tyvere, og når vi ved lejlighed er stødt ind i nogle med motiver, er de blevet lagt til side - uden helt nøjagtigt at vide til hvad, de skulle bruges til ud over, at jeg i sidste ende ville bruge dem i et værk.

Nu er de fleste brugt i det her billede, der er over 150 af dem, så jeg skal love for, at jeg fik ømme og ru fingerspidser af at pudse dem - faktisk tog det flere dage at blive færdig - for ikke at tale om weekender, hvor jeg er gået til og fra, for det er ualmindelig kedeligt at pudse - og det lugter.

Samtidig blev de fordelt i de forberedte forsænkninger og klistret behørigt fast. Nu er det sendt til indramning og skulle være færdigt - og så alligevel ikke.

For siden har Lasse fået fat i en killing fra 1813 og en krone fra 1929, og med dem på får billedet et historisk spænd.

Jeg havde selv et par gange været omkring et par mønthandler og specielt én i Aarhus, som ikke rigtig havde pakket sin nye butik ud - og egentlig heller ikke ville bruge tid på at lede, men vidste han havde de omtalte mønter, og vi kunne bare komme igen en anden dag. Det blev så gjort uden held.

Så er vi kommet igang igen med croquis igen efter julepausen. Og vi har allerede haft to aftner - den ene af gangene var vi kun sølle syv til at tegne den ellers fantastisk gode model på grund af vintervejret, som åbenbart satte en stopper for folks lyst til at tegne. Det var synd for modellen, som så ikke fik så meget ud af det økonomisk - og synd for dem, der gik glip af den gode model.

Med fare for at man vil synes, at der efterhånden går lidt for meget baby i den, viser jeg her vores julegave til Lasse og Annie.
Et dobbeltportræt af vores to nyproducerede børnebørn - Lærke og Sara. Jeg synes egentligt, at resultatet  - når det nu skal være den slags portræt - er blevet helt OK.
Jeg har brugt videooptagelse som oplæg - noget jeg ofte gør, fordi det giver en vis frihed.

På danske bladtegneres studietur til Burma lavede jeg dette portræt af en ung pige, som havde rendt i hælene på Lars Ole Nejstgaard og mig i  et pænt stykke tid og konstant viftet os i hovedet med en vifte, som hun meget indtrængende forsøgte at sælge. Hvilket  ikke var særligt usædvanligt, da  man ikke kunne stige ud af bussen uden først at kæmpe sig igennem en råbende og skrigende mur af børn og unge, der ville sælge alt muligt tingel og tangel - og altså ret ofte vifter. 
Men der var også ret varmt.
Når man gik rundt, havde man gerne en hale af  ihærdige sælgere efter sig - altid søde og smilende - ikke ubehageligt - men ganske anstrengende.
Og så var det, at Lars Ole fik den idé, at vi mod betaling kunne lave et portræt af hende, mens vi alligevel sad og fik en cola. Bagefter købte jeg så også en vifte.
Jeg er ganske godt tilfreds med portrættet - og specielt pigens blik, hvor jeg synes, at hendes usikkerhed over den uvante situation er med.
Nu har jeg så prøvet, om jeg kunne male portrættet, hvor jeg har forsøgt mig med nogle kraftigere og tungere farver end jeg plejer.
Håber jeg har fået varmen med.
Så undres jeg igen over, at man kan tegne en knaldgod skitse på meget kort tid - og så kan der kæmpes i dagevis med at lave et maleri efter egne streger, som jeg har svært ved at blive tilfreds med.